0:03 Overtænker du hver eneste sms eller e-mail? Føler du dig mere forbundet med dyr end med mennesker? Eller dræner gruppechats dig som et langdistancemaraton? Vi dykker ned i sociale autismetræk, mine venner, især dem, der normalt ikke tales om, men som er utroligt almindelige hos voksne, der diagnosticeres senere i livet. Så lad os gå. Velkommen, mine stjerner fra Orion. Mange tak fordi du så med. Jeg er Orion Kelly, den autistiske fyr. Jeg lægger stor vægt på at give bekræftelse og støtte til autistiske mennesker og deres pårørende. Angst eller autisme? Her er 18 sociale træk ved autisme hos voksne. Nummer et, kæmper med
0:49 gruppesamtaler. Okay, det er dagen, alderen, æraen for gruppechatten. Jeg hader dem. Kaotiske, ubrugelige stykker. Folk taler hen over hinanden. Folk skifter hurtigt emne. Inside jokes, og du er stadig tilbage ved det første punkt, hvor du prøver at svare, og okay, vi er gået videre. Stor . Det er overvældende. Det kan få dig til at føle dig udenfor. Selv når man er lige der i gruppechatten, kan man som autistisk person føle sig fuldstændig fremmedgjort, udenfor, efterladt for at dø. Og det er på grund af nummer to af vores sociale autismetræk hos voksne. Forsinket bearbejdning i sociale sammenhænge. Faktisk forsinket behandling generelt. Men dette
1:34 er træk ved social autisme. Så vi holder os til forsinket behandling i sociale sammenhænge. Har du forladt en samtale? Og det er først bagefter, det kan være minutter, timer, dage senere, at du endelig indså, hvad du ville sige, eller hvad en anden virkelig mente. Det handler ikke om at være langsom. Det handler om, at vi har brug for mere tid til at bearbejde alle de input, vi modtager socialt. Sandheden er, at det for autistiske mennesker ville være fantastisk, hvis samtaler kunne finde sted på forhånd, inden de finder sted. Det er ligesom: "Okay, gutter, vi skal mødes til en social sammenkomst. Jeg har et par småting, jeg gerne vil tale om, og her er min emneliste." Synes du, det er latterligt? Hvis man kunne give det til
2:21 autistiske mennesker inden festen, tror jeg, det ville give dem tid til at bearbejde tingene og føle, at de har noget at bidrage med. Nu tænker du, jamen hvem bekymrer sig? Jamen, præcis. Hvem bekymrer sig? Se, det er faktisk en god ting at kunne bidrage til samtaler for autistiske mennesker. Det fylder os med forbundethed. Det kunne fylde os med lidenskab, glæde. Det kan bare få os til at føle, at vi hører til i en lille brøkdel af et sekund. Socialt træk nummer tre, at have et fladt eller alvorligt ansigtsudtryk. Så du er måske fuldstændig lykkelig, afslappet og velreguleret, men folk spørger dig konstant: "Har du det godt? Eller er du ked af det? Er du vred? Hvorfor? Hvorfor?" Med de smålige spørgsmål. Fordi autistiske
3:08 ansigtsudtryk ikke altid stemmer overens med de forventede følelsesmæssige signaler. Nogle omtaler dette som problemet med dobbelt empati. Enkelt sagt, når en autistisk person føler sig reguleret eller i fred eller uforstyrret, glad – uanset hvad der hjælper dig, ser vi måske ikke ud, som du ønsker . En autistisk person, der er reguleret og i fred, vil ikke gå rundt. Jeg er så reguleret og i fred lige nu. Godt at se jer. Hej Jim, velkommen tilbage. Det er mit ansigt, der bliver et hvilende autistisk ansigt, hvilket i realiteten er tilfældet. Du ser på mig og går, ved du hvad? Jeg kunne slå med en terning,
3:54 og jeg vidste faktisk ikke hvordan. Lad mig gætte . Ked af det? Nej. Okay. Vred. Okay. Nej . Trist. Lykkelig? Bare fortæl mig det, Orion. Jeg er glad for, at du spurgte. Tom . Tom . Konklusionen er, at neurotypiske mennesker forventer, at ansigtsudtryk og kropssprog matcher, hvordan du har det indeni. Autistiske mennesker overvejer måske ikke engang det, endsige har evnen til at formidle gennem deres kropssprog og vores ansigtsudtryk, hvordan vi har det indeni. Det er afbrydelsen, problemet med dobbelt empati. Nummer fire, at være hyperbogstavelig. Sarkasme, ironi, vagt sprog. Disse
4:42 ting kan flyve under radaren for autistiske mennesker. De kan nogle gange slå rigtig hårdt. For eksempel, hvis nogen siger: "Kom ikke for sent." Jeg tænker, tror de altid, jeg er forsinket? Er de vrede på mig, fordi jeg kommer for sent? Spøgte de? Var de seriøse? Skal jeg undskylde? Se, klarhed er vigtig. Ja. Autistiske mennesker kan generelt være hyperlitterale. Vi tager det, du siger, som du sagde det. Med andre ord, tror vi, at du siger, hvad du mener, og mener, hvad du siger, i bogstavelig forstand. Selvfølgelig mener neurotype mennesker meget sjældent, hvad de siger, eller siger, hvad de mener, fordi I bare er en flok
5:27 bedrageriske, udspekulerede kriminelle. Det er en joke. Tag det ikke bogstaveligt. Det, jeg siger, er, at vores hjerne automatisk vil høre, hvad du siger, tag det bogstaveligt, men jeg vil ærligt talt også argumentere for, at den autistiske hjerne er mere hældt mod en negativ linse. Så hvis du siger: "Jeg kan virkelig godt lide den skjorte," vil min hjerne sige: "De kan ikke lide min skjorte, og de gør grin med mig." Det ville aldrig falde mig ind, at du er oprigtig. Så vi tager tingene bogstaveligt, men vores hjerne kan også tage den bogstavelige tanke gennem din mund og føre den gennem vores linse, og det ender med at være helt anderledes. Så et klart og tydeligt sprog
6:14 er nøglen. Social autisme-træk nummer fem er en præference for skriftlig kommunikation frem for verbal. Så mange autistiske voksne finder det nemmere at sms'e eller e-maile end telefonopkald eller ansigt-til-ansigt- chats. Skrevne ord giver os tid til at tænke og bearbejde ting uden presset fra reaktioner i realtid. Nu ved jeg, hvad du tænker, for jeg har evner. Det er rigtigt. Telepati. Har du ikke hørt glem alt om det? Det, jeg siger, er, at du tænker, Orion, sagde du ikke før, at du hader sms'er og e-mails som et indblik i autistiske mennesker? Det, jeg siger, er, at jeg ville
7:02 foretrække at sende dig en sms eller e-mail hver dag i ugen, hvis det betød, at jeg ikke behøvede at have et telefonopkald eller en FaceTime eller hvad som helst, hver dag i ugen. Okay? Men det betyder ikke, at jeg ikke vil studere din tekst og min svartekst ord for ord igen og igen tusind gange, læse den tusind gange, sende den, og så læse den tusind gange mere, som om jeg læser den som dig, og så læse begge tekster, som om jeg oplever det som begge dele. Og det er derfor, det er så kompliceret. Bundlinjen er skrevne ord. Selvom den autistiske hjerne stadig aldrig vil lade os give slip på tingene. Vi er nødt til konstant at omdømme og dømme og dømme og dømme. Bundlinjen er, fra mit synspunkt, at jeg tror, at jeg er i
7:48 stand til at bearbejde ting. Så du stiller mig et spørgsmål ansigt til ansigt, og jeg er under pres for at give dig et svar. Okay? Hvis du skriver eller sender mig en e-mail, har jeg tid til at stoppe op, læse det så mange gange, jeg har brug for, bearbejde det, forstå det, endda læse det for andre, før jeg kan svare. Så den mangel på pres og betydelig tid og plads til at bearbejde og give et svar, der ærligt talt er godt for begge parter. Jeg tror, det er derfor, vi simpelthen foretrækker skriftlig kommunikation frem for verbal kommunikation. Nummer seks, social udmattelse føles fysisk. Det er ikke bare følelsesmæssig træthed, mental træthed, det er faktisk kropslig træthed. Efter sociale
8:35 interaktioner, og jeg mener ikke dårlige, selv gode. Vi kan føle, at vi bare skal sove for evigt, ikke sandt? En lur, i bedste fald, en komplet sensorisk detox, total stilhed resten af dagen. Ja, vi aflægger måske et tavshedsløfte, forsvinder fra familien og vågner op i næste uge. Socialt træk nummer syv er en vanskelighed med at vide, hvornår man skal tale eller holde op med at tale. Nej. Nej. Du kender ikke autistiske mennesker, der ikke ved, hvornår de skal tale eller holde op med at tale. Kom nu. Vi kan afbryde uden at have det til hensigt. Vi overforklarer måske noget, fordi vi faktisk bare prøver at være tydelige. Vi prøver at hjælpe dig med at forstå. Vi giver dig, hvad vi ønsker fra dig. Måske taler vi for meget om vores særlige interesser, vores passioner. Det tager måske
9:23 et stykke tid at indse, at alle allerede har tjekket ud mentalt, før det ligesom: " Åh, okay, jeg føler stadig, at jeg skal herhen, men der er ingen her." Hvor tog de hen ? Det her er kerneautisme, folkens. Husk, at kommunikations- og interaktionsudfordringer er en vigtig del af de diagnostiske kriterier, og dette er en af måderne, de manifesterer sig på. Hvorfor ved du ikke, at du skal stoppe nu? Du har forstyrret samtalen med nogle menneskers ord. Det er helt klart en udfordring baseret på at forstå rummet, personerne, forstå verbale signaler, nonverbale signaler, kropssprog, de ting man måske sender til folk, der fortæller dem: "Åh, de vil
10:10 holde op med at tale nu. De vil gå." Det er ikke de ting, vi tager fat på. Nu ville vi opfange det, hvis du sagde: "Faktisk, Aron, undskyld. Jeg nyder virkelig denne samtale, og jeg vil gerne høre mere, men jeg er nødt til at blive ved med at bevæge mig rundt i rummet og snakke med et par andre mennesker. Så, kan jeg komme tilbage, så vi kan afslutte det senere? Jeg forstår det. Jeg forstår det . Fedt. Bare rolig. Men hvis du bare gjorde det gennem din verbale krop eller dine ansigtsudtryk, den slags signaler og tegn, så ved jeg ikke, hvad jeg tror, du sker med dig. Måske spiste du noget jord og fik orme, du ved, bare en tablet. De smager af chokolade. De er fantastiske. Og ikke at jeg ved det. Jeg siger bare, at det er den grundlæggende forskel. Så ikke nok med, at jeg ikke ved, hvornår jeg må gå, eller hvornår jeg skal hoppe ind her, eller
10:55 nogen sagde noget til mig, stillede mig et spørgsmål, men jeg var ikke interesseret i at tale, så jeg vidste ikke, at jeg overhovedet skulle begynde at tale. Nu er det ikke anderledes end når jeg begynder at gå, og jeg skal sige: "Åh, de vil høre det mere, ellers keder de sig." Nej, det handler ikke om, at vi er ligeglade med, hvad du synes. Vi vil bare tale om vores passioner. Nej, absolut ikke. Det handler om, at vi simpelthen ikke er i stand til at opfange de signaler, du normalt ville sende. Nu giver vi dig mere information, og vi taler for længe. Hvorfor det? Fordi vi giver dig det, vi vil have dig til at give os, men du indser det aldrig. Er det overhovedet muligt? Du tænker: "Vent lige, hvorfor overforklarer de altid alting?" Disse autistiske mennesker, de overforklarer altid, giver os alle oplysningerne, giver os backupinformation , præciserer hver eneste lille detalje. Hvorfor gør de det? Fordi det ville være fantastisk, hvis du kunne gøre det
11:41 for os. Det rydder op i mange problemer. Nummer otte, at føle sig følelsesmæssigt ude af synkronisering. Nu kan du have svært ved at reagere på andre menneskers følelser på forventede måder. Neurotypisk forventede måder, ikke fordi du er ligeglad, men fordi du faktisk prøver at beregne, hvad den rigtige reaktion er. Se, det kommer ikke ofte naturligt. Som Autistiske mennesker bliver konstant bedømt som ligeglade, uforanderlige og uden empati. Nu er alle selvfølgelig forskellige. Men generelt set er det bare ikke sandt. Det er bare ikke sandt. Ofte kan autistiske mennesker opleve følelser eller empati over for andre på et hyperniveau, et niveau som mange neurotypiske mennesker
12:28 ikke ville opleve. Faktisk kan jeg nogle gange finde det overvældende. Jeg ser en situation, der involverer et dyr eller et barn eller en person af en eller anden art, som jeg aldrig ville have troet ville have ramt mig. Og jeg ser dem i en situation, og jeg føler mig så dybt såret eller trist eller ked af det på deres vegne. Jeg kender dem ikke eller nogen af situationen. Jeg kan næsten ikke komme mig. Det tager mig tid. Jeg er overvældet. Det er en forfærdelig følelse, men jeg kan ikke, jeg kan ikke stoppe det. Lad os tale om den måde, autistiske mennesker oplever følelser på. Det er i virkeligheden en meget hurtig historie, forresten anderledes. Vi har en anden hjerne, en autistisk hjerne. Vi kan ikke opleve verden. neurotypisk. Er det noget, der
13:15 nogensinde vil fattes? Vi kan ikke opleve verden neurotypisk, fordi vi har en autistisk hjerne. Alexia eller Alexia eller hvad folk nu vil sige. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Uanset hvad, er det dybest set denne udfordring med ikke at opleve og føle. Det er denne udfordring med at identificere og formidle vores følelser eller identificere andres følelser og formidle til dem, at vi forstår, hvad de føler. Det betyder ikke, at vi ikke føler noget. Så følelsesmæssigt ude af synkronisering er et socialt problem, fordi folk vil se os i en situation, og hvis vi ikke kan identificere det eller opfange det eller formidle det ordentligt, vil de tænke hjerteløse, ligeglade, følelsesløse, ligeglade. Og det er, jeg lover dig, simpelthen ikke korrekt. Socialt træk nummer
14:00 ni er en præference for venskaber, der centrerer sig omkring fælles interesser. Ikke vores interesser, fælles interesser. Du kan lide det, jeg kan lide det. Autistiske mennesker kæmper ofte med neurotypisk at hænge ud, neurotypiske venskaber, bare at lave ting, slappe af, at følge strømmen. Vi trives i forhold, der er mere bygget op omkring vores passioner, vores interesser, vores fælles præferencer, kærlighed, fælles mål. Selv et godt eksempel er folk, der har D&D-grupper som Dungeons and Dragons-grupper. Folk kan have musikgrupper, modegrupper, kunstgrupper, spilgrupper, anime-grupper,
14:47 ikke? Det er en lille gruppe mennesker, der elsker det, de elsker, som har en fælles passion og kærlighed, og det er deres version af socialisering. Autistiske mennesker kunne bare trives og leve af deres egen tid, deres eget liv og semi-regelmæssige møder med en gruppe venner, der brænder for det samme. Det er en anden verden. Jeg forstår det. Men man er nødt til at erkende, at det giver mening. Hvis vi i sidste ende trives med at regulere os selv med alenetid og vores særlige interesser, ville det give mening, når vi forlader alt det, at vi ville tilbringe tid med en udvalgt gruppe mennesker, der deler den samme passion eller passioner som os. Der er også en forudsigelighed i det, hvilket er helt afgørende for autistiske
15:34 mennesker. Nummer 10, er du mere komfortabel med dyr eller børn? Måske elsker du ældre voksne. Dyr dømmer ikke dig. Dyr dømmer ikke din tone, dit udseende, din stemning. Børn dømmer dig. Ingen tvivl om det. Men ved du hvad? Det gør de ikke. De forventer ikke komplekse sociale interaktioner. De forventer ikke, at du opretholder verdens komplekse sociale struktur. De vil bare have en fredelig og sjov tid. Og ældre voksne, jeg vil tale om dette. Synes du, at autistiske børn i dit liv måske har bedre forhold til deres bedsteforældre eller blot ældre slægtninge end dig? Du er deres forælder. Du er deres omsorgsperson. Du er en bror eller
16:20 søster eller en slægtning. Jeg relaterer stærkt til dette . Som barn elskede jeg virkelig at tilbringe tid med min bedstemor og far. Nu elskede jeg også at tilbringe tid med ældre mennesker. Altså, man ville klassificere dem som ældre mennesker, da jeg var barn. De er tilgivende. De er ligefremme. De er tålmodige. Hvis du nogensinde har følt dig mere tryg omkring dem, ældre mennesker, end din egen jævnaldrende gruppe, så har du nu opdaget en indsigt, som jeg kan relatere dybt til. Faktisk kan det give mening, at alle autistiske mennesker bør opdrages af deres bedsteforældre. Jeg Det ville gøre livet lettere for mig. Jeg siger dig det. Nummer 11, angst omkring nye mennesker eller steder. At møde nye mennesker. Det er ikke fordi, vi ikke har lyst . Det er fordi, vi bare ikke har lyst
17:06 . At tage til nye steder. Den slags ting er oprigtigt angstfremkaldende. Det er ikke fordi, vi er generte. Folk tænker: "Åh, autistiske mennesker er så generte." Det er ikke fordi, vi er generte. Det er fordi, vi beskytter vores egen fred og regulering. Og det gør vi ikke. Der er intet bevis. Der er ingen historie. Der er ingen mulighed for at sige: "Åh, denne person er tryg og rolig." Eller: "Dette sted er trygt, sensorisk trygt." Det er bare venligt. "Jeg kan godt lide dette sted." Hvis det er et nyt sted eller en ny person, har vi ingen historik. Så selvom, ja, selvfølgelig, vi er generte eller lukkede af, eller vi har brug for tid. Du hører måske dette ofte. Åh, det er at tage tid til at varme op. Hvad tøer de op? Hvad, har du opbevaret dem
17:52 i fryseren? Opbevar ikke dit autistiske barn i fryseren. De burde ikke have tid til at varme op. De varmer ikke op. Du køler ned. Det er det, der sker. Det er den skøre nye person, der går amok, overdrevet, opfører sig som en folkeskolelærer. Du skal køle ned. Jeg er ikke, jeg varmer ikke op. Du køler ned. Vi kender ikke dynamikken i nye mennesker og nye steder. Vi forstår ikke reglerne hele tiden med hver ny person. De sociale normer, de er ikke automatiske for autistiske mennesker. Og det virker som om, at alle regler og normer ændrer sig afhængigt af den person eller det sted, du tager til . Hvilken slags verden lever vi i? Socialt træk nummer 12 er øve samtaler før og efter. Hvordan kan man øve sig bagefter?
18:38 Okay, hvis jeg ved, at jeg har et telefonopkald eller en samtale, blander jeg ordet konfrontation med samtale, fordi det er det, det er. Hvis jeg har et telefonopkald eller en konfrontation, vil jeg tænke over det. Ja, jeg vil gennemgå det. Som autistiske mennesker opdager jeg, at vi øver næsten alt. Hvad skal jeg sige? Hvad tror du, de vil sige? Hvis jeg havde en samtale, er det sket. Det slutter ikke der. Jeg vil genafspille det i mit hoved hundredvis af gange. Vil tænke, sagde jeg det rigtige? Hvad sagde jeg? Var det forkert? Delte jeg for meget? Sagde jeg for meget? Fornærmede jeg dem? Dette er ikke engang overtænkning. Dette er
19:23 bogstaveligt talt autistisk scripting. Det er blodigt udmattende, men det er absolut for mig i hverdagen. Og for at være klar, øve samtaler, møder, sammenkomster, telefonopkald, den slags ting, der kommer op. Det er Det er kernepunkt nummer et, fordi vi vil have en slags idé eller kontrol over, hvordan det skal forløbe. Nu ved du, at vi ikke kan gøre det. Vi kan øve, hvad vi skal sige, men alt det kan afspores på 10 sekunder. Men hjernen stopper ikke. Den autistiske hjerne er ligeglad. Den autistiske hjerne vil have, at det skal forløbe sådan her. Jeg kunne sidde på toilettet og verbalt have en samtale med nogen som en generalprøve på at gå igennem det. Jeg kunne sige dette, sige det, gøre dette, gøre det. Det sker aldrig sådan, men jeg har
20:08 aldrig evnen til at stoppe med at gøre det. Nummer to, som er endnu værre efter min mening, er, at du tror, du ikke kan øve dig bagefter. Det kan du, fordi jeg gennemgår samtaler og interaktioner på en måde, hvor jeg prøver at gøre det bedre. Jeg genopfinder fortiden og øver den på en måde, hvor det bliver bedre næste gang. Og jeg ville ønske, at min hjerne kunne... Sluk for det. Hader du ikke, når du lægger dig i sengen og er ved at sove, og så en interaktion, du har haft, en samtale, begynder noget bare at ske igen, og det er forfærdeligt? Jeg tror ikke, jeg nogensinde har afsluttet en samtale eller en interaktion med en person, der ikke bare er en almindelig tryg person, hvor jeg ikke har afsluttet den og tænkt, at de må hade mig. Jeg tror, jeg fornærmede dem. Jeg
20:54 tror, jeg sagde det forkerte. Jeg tror, jeg sagde for meget. Jeg var for autistisk. Bare den følelse af at være alene. Det er udmattende, men det er også ret invaliderende. Nummer 13, ikke at forstå normerne for fysisk hilsen. Hvad med et kram, et håndtryk, et kys på kinden? Du ved, jeg ved det ikke instinktivt, er det det rigtige ord? Instinktivt ved jeg ikke instinktivt, hvad der forventes. Halvdelen af tiden falder det mig ikke engang ind, at jeg burde starte det eller gøre noget af det. Generelt er det svært. I forhold er det endnu vanskeligere. Når vi kommunikerer åbent om, hvad der føles okay, og hvad ikke, så er det som regel den mest brugbare løsning. Med andre ord
21:40 kan forældre, omsorgspersoner, partnere, venner, familie eller autistiske mennesker sige til andre, at de ikke behøver at kramme, bla, men hvis du har lyst, kan du godt. Eller vil du gerne give dem et håndtryk? Det er op til dig. Eller du kan sige til personen, "Gør mig en tjeneste, når vi kommer over". Kram eller kys dem ikke, medmindre de gør det ved dig først. Jeg gætter på, det er lidt ligesom Disney-reglen. Jeg ved det ikke. Vent på, at de krammer dig, og slip ikke, før de giver slip. Men ærligt talt kan autistiske mennesker bare sige: "Jeg er virkelig ked af det, men jeg er ikke en, der krammer." Jeg kan ikke lide, jeg synes ikke, det er okay, men jeg har egentlig ikke lyst til at give hånden, kramme eller kysse. Men problemet er, at det altid ligger hos os. Okay. Så fedt. Så vi kan sige, at åh, jeg er ikke en krammer-fyr. Helt ærligt tror jeg, at jeg de fleste gange hellere bare vil gøre det end at fortælle dig, at jeg ikke vil gøre det, for automatisk tror jeg, at du tror, jeg ikke kan lide dig, og jeg
22:25 tror, at du automatisk føler dig fornærmet og taget tilbage. Han ville ikke kramme mig. Når man nu tænker over det, er det så vilkårligt. Altså, vi hilser på hinanden, og vi skal røre hinanden fysisk. Det er sådan noget vilkårligt, ikke? Vi kan ikke bare sige: "Dejligt at se dig." Er det ikke også varmt? Det er en af de ting. Det er virkelig svært at håndtere det som autist. Disse normer for fysisk hilsen, det er latterligt. Der er regler for fysisk hilsen, kys på kinderne, berøringer, blah, blah. Det er bare ikke nødvendigt. Og det er okay at gøre det, men det er ikke okay at tvinge det på folk. Du kan ikke tvinge et autistisk barn til at kramme en bedsteforælder, for det er det, de gør. Det her er vi nødt til at komme forbi
23:10 . Socialt træk nummer 14. Holder du dig tæt til din trygge person stort set overalt socialt, uanset om det er fester, familiesammenkomster, det er ligegyldigt hvor du er, hvis du er væk fra dit trygge sted, er du så dybest set forbundet med hoften, limet til din trygge person? For mig er det normalt min kone eller jeg, der hænger ud med mine egne børn eller kæledyrene derhjemme. Hvor som helst jeg kan gå hen, hvor jeg ikke behøver at håndtere small talk eller mærkelige, smertefulde, uforudsigelige scenarier. Nummer 15 er, tror folk, at du altid skændes med dem, men du ved godt, at du absolut ikke gør? Denne her driver mig til vanvid. Det gør det virkelig. Åh gud. Folk siger altid: "Hvorfor er du så diskussionslysten? Altså, hvorfor skal du altid
23:55 diskutere med mig?" Jeg siger altid, at dette ikke er et argument. Jeg diskuterer ikke med dig. Jeg ved, hvad et argument er, og dette er ikke et argument. Jeg nævner bogstaveligt talt bare fakta her. Jeg er ikke vred. Jeg prøver ikke at diskutere med dig. For mig er dette ikke en debat. Dette er ikke et argument. Dette er at tale. Jeg kan lige så godt tale et andet sprog, når jeg siger det til nogen. Hvad mener du? Hvad mener du med, at vi bare snakker? Vi snakker ikke bare. Vi kæmper. Vi skændes. Vi diskuterer. Du vælger hver eneste lille ting. Som autist er det naturligvis sådan, vi bliver opfattet. Men jeg siger dig det lige nu, det er ikke sandheden. Det er ikke sandheden. Jeg kan sagtens diskutere eller diskutere med nogen. Vil jeg det? Nej. Når vi taler med nogen, vil vi have, at det faktisk er forkert. Vi skal hente ting. Åh nej, det er faktisk ikke rigtigt, og her er hvorfor. Eller, åh, her er fakta,
24:42 eller okay, ja, det er én måde at se det på, men det her er en, du ved, så du forstår, hvad jeg mener? Vores sind er ikke argumenterende. Vores sind gør, hvad det gør, er at påpege de ting, vi opfanger, om vi har lavet en fejl der, eller som er forkert. Dette er sandheden. Dette er det rigtige svar. Sådan skal det være. Det får dig måske ikke til at have det godt, men det er som en logisk autistisk hjerne, der ser på tingene. Det er bare os, der taler til dig. Konklusionen er, at autistiske mennesker tror, at det at skændes er at snakke. Neurotypiske mennesker tror, at autistiske mennesker, der taler, er at skændes. Ja, vi er stort set propmætte. Vi taler direkte. Vi forstår ikke, at vi skal blødgøre vores tone. Folk tager det på den
25:29 forkerte måde. Og det er os, der automatisk bliver stemplet som argumenterende, når vi i virkeligheden taler til jer som autistiske mennesker. Socialt træk nummer 16. Griner folk af ting, du siger, når du faktisk ikke laver sjov? Dette sker meget. Ja, folk spørger altid ligesom min kone eller mig: "Undskyld, er det en joke? Laver du sjov? Laver han sjov?" Fordi jeg ofte siger noget dødsseriøst, og så fniser folk fuldstændig af sig selv, ikke? De vil grine højt. Mange gange siger jeg noget, nogen griner, og jeg siger: "Nej, det var ikke en joke. Jeg lavede ikke sjov der." Som om jeg siger noget, begynder nogen at grine højt, og jeg siger: "Det var ikke en joke. Nej, nej, nej, jeg laver ikke sjov. Det her er ikke
26:15 en joke. Jeg laver ikke humor. Som autistiske mennesker ændrer vores tone sig ikke ofte. Folk synes enten, at alt, hvad vi siger, er sarkastisk, hvilket jeg kan forstå meget, eller piv-sjovt, eller ingen af delene. Det er faktisk bare en autistisk person, der taler. Og ærligt talt, det er den slags ting, der virkelig irriterer mig. Når internationale produktionsselskaber bruger autistiske mennesker som kilde til indhold, ikke? De får autistiske mennesker, og de gør dem til stjerner i et show, og de tjener penge på det, og det er en succes. Hvorfor? Der er et par grunde, men de to kerneårsager er den neurotype verden, det bredere publikum siger nummer et, det er så rent og sødt at se autistiske mennesker i den
27:02 virkelige verden, ikke? Som om vi normalt ikke er i den virkelige verden. Og nummer to, jeg synes, de er forfriskende sjove. De er sjove på en virkelig... ærlig, åben måde. Så her er sagen. Autistiske mennesker er sjove for den neurotype verden, fordi det, vi siger, er så virkeligt, så ærligt, så ligefremt, at det får dig til at grine. Men se, det er ikke humor. Og du griner ikke, fordi det er sjovt. Du griner som et svar, der sandsynligvis ikke engang er det mest passende svar, fordi du har hørt nogen sige noget, du aldrig ville turde sige. Det er ikke engang noget, du ville falde dig ind at sige noget så rent, så åbent, så ærligt, så sandfærdigt. Det har du ikke lov til at gøre . Neurotype mennesker synes ikke,
27:49 det er noget, de burde gøre. De burde. Nej, du kan ikke være sårbar. Du kan ikke fortælle sandheden. Autistiske mennesker er naturligt bare åbne og ærlige og siger det, som det er. Deler, hvad de tænker på. Men det er ikke humor. Det er ikke... Det kan jeg ikke... det er ikke en stand-up rutine. Du forstår, hvorfor det er frustrerende konstant at blive grinet af, når man ikke prøver at være sjov. Det er... Det er heller ikke acceptabelt at udnytte folk på den måde til underholdning. Men det er en helt anden sag. Ikke at jeg anbefaler at putte fisk i en kedel. Du putter vand i en kedel, det koger, og du laver en drink som varm chokolade eller kaffe eller noget. Hvorfor putter du fisk i en kedel og koger dem? Jeg kan kun forestille mig, at der var en slags kogt fiskeret, og at det var den eneste måde at få det gjort på. Men bortset fra det, put aldrig fisk i din kedel. Din kedel er til at koge vand. Sig ikke, at
28:35 du griner af det, forresten, for det skulle ikke være sjovt. Jeg fortalte dem det bare. Nummer 17, kæmper du med at få kontakt, eller oplever du, at andre kæmper med at få kontakt med dig? Okay, så folk får bare ikke kontakt med dig. Folk forstår dig bare ikke. Du er ikke på bølgelængde som de fleste mennesker. Du ved ikke engang, hvordan man får kontakt med andre. Så folk kalder dig ofte mærkelig, finurlig, anderledes, de kan bare ikke forstå dig. Det er virkelig bare et misforhold. Det er bare et sammenbrud i kommunikationsstile. Neurotypiske mennesker, autistiske mennesker. Neurotypiske mennesker forventer ofte en bestemt rytme eller tone i samtaler. Når de ikke ser det,
29:21 tror de, at der er noget galt. De tror ikke, det bare er en anderledes måde at tale på. Nej, nej, det er en forkert måde at tale på. De forventer at høre en sang, og når man giver dem noget, der minder om musik, de aldrig har hørt før, tænker de: "Wow, skrab pladen." Hvad er det her? Det er ikke sådan, sange skal laves, vel? "Det er ikke sådan, vi taler." Helt ærligt, den primære årsag til, at autistiske og neurotypiske mennesker ofte føler, at de ikke kan få kontakt, de siger afbryde, er faktisk begge parter, ikke? Neurotypisk måde at gøre tingene på, autistisk måde at gøre tingene på, det vil aldrig blive forbundet, før den neurotypiske verden kan forstå, at vi er anderledes i modsætning til, at vi gør det forkert. Vi gør det ikke forkert, vi gør det anderledes. Og
30:07 det sidste sociale træk nummer 18, bliver du ofte kaldt uhøflig, direkte, endda uprofessionel? Åh mand, du er bare for ærlig, Orion. Hey, du er ikke en holdspiller, vel? Jeg kan ikke lide din tone. Se, autistiske voksne bliver ofte stemplet alle disse ting på arbejdspladsen som uprofessionelle. Og alt, hvad de gør, er at være sig selv, være direkte, være autistiske. Men vi får ikke altid den tone, der kræves af dig, i dine regler, i dine standarder. Forresten, det er uudtalte regler. Jo, vi kan være uhøflige, direkte og uprofessionelle. Autistiske mennesker er mennesker. Men autistiske mennesker prøver for det meste ikke. at være uhøflige eller direkte. Vi prøver bestemt ikke at være uprofessionelle. Vi vil have
30:54 penge. Vi har brug for job. Men at være autist er en anden måde ikke kun at opleve verden på, men også at interagere i verden. Vi prøver tydeligvis ikke at være uhøflige. Vi prøver at kommunikere. Arbejdspladser eller mennesker, for det første er de ikke på nogen måde sat op til at forstå det. Og for det andet er de ikke på nogen måde sat op til at acceptere det, til at omfavne det. Dette er et kerneproblem for autistiske mennesker. Disse sociale træk kan gøre livet virkelig vanskeligt, men de giver også mening, når man forstår, hvordan autistiske mennesker rent faktisk oplever kommunikation gennem en anden linse. Så hvis nogen af disse tegn rammer tæt på hjemmet, er det måske værd at se nærmere på. Og for at lære mere, så tjek min playliste, Autistiske
31:40 Træk.
